Om skolen

Egebjerg Friskole er en af landets ældste friskoler og har dermed en lang og traditionsrig historie bag sig.

For os betyder friskole den frihed, hvormed vi selv bestemmer over vores dagligdag – samt i den rummelighed, hvormed den frie tanke kan formuleres og udtrykkes. Egebjerg Friskole er bærer af en historie, som er vigtig at bygge videre på, fordi den er et produkt af mange årtiers sammenhold i skole- og forældrekreds, men skolen er også bærer af en vision om, at den sammen med hjemmet skal udgøre en tryg base i børnenes livsverden. Skolen må derfor ikke isolere sig, men være en del af det lokale fællesskab. Skolen udvikler sig hele tiden med sin historiske bevidsthed som ballast, og udviklingen sker i takt med den almindelige samfundsudvikling. Det betyder, at skolen er meget opmærksom på, hvilke færdigheder og kundskaber eleverne skal have med herfra, når de skal videre. Eleverne skal naturligvis rustes til at kunne afsøge tilværelsens mange muligheder. De skal kunne møde tilværelsens foranderlighed og dens udfordringer som hele mennesker med et humanistisk menneskesyn og med medmenneskelig tolerance.

Da Egebjerg Friskole ikke ønsker at måle og veje eleverne med et tal er skolen karakter og eksamensfri. Elevernes arbejder bliver løbende evalueret gennem skriftlige og mundtlige kommentarer.

Der er lukket for kommentarer.